Print  

KURSER

Silhouet

Hvad er virksomhedens login for nye kunder?

Det spørgsmål fik konsulentvirksomheden Silhouet besvaret ved at deltage i projektet Hverdagsinnovation sammen med konsulenter fra Aarhus Tech.

- Vores login er en lille boks med et koncept om ansættelser, komplet med en guide til et godt jobinterview, jobannonce, beskrivelse af jobbet og referencetjek. Den kan købes billigt, og når kunderne først har anvendt denne, bliver de ofte interesserede i at bruge os til andre dele af ansættelsesprocessen, fx til at teste ansøgerne. Det er vores login, fortæller partner og salgschef Nethe Dalby. 

Bevidstheden om, hvordan man åbner for nye kunder, er ét af de helt konkrete resultater, virksomheden har fået ud af at arbejde med innovation i projektet.

Modellerne giver stor værdi

Silhouet har prøvet flere af projektets værktøjer af undervejs i processen, og Nethe Dalby er begejstret for både de nye værktøjer, der er udviklet i projektet, og de mere gammelkendte. Silhouet har primært brugt modellerne Innoradar, Lotusblomsten og SWOT-analysen, hvor Innoradaren satte rammerne for den videre proces.

- Vi brugte Innoradar til at vurdere, hvor vi skulle sætte ind til en start med at udvikle vores forretning, vores virksomhed. Innoradaren gav os en situationsvurdering, og med den i hånden blev det klart for os, at en vækststrategi ville være det rigtige at tage fat på. 

Vækststrategien blev udviklet på en workshop, hvor værktøjet Lotusblomsten blev brugt til at begrænse de mange idéer til dem, der kunne og skulle bruges. - Vi fik skabt et godt overblik, og det er helt nødvendigt at sørge for at have fokus, for ellers bliver det alt for svært at gribe boldene bagefter, siger Nethe.

Projektet har flyttet os

Silhouet lever af at hjælpe andre virksomheder med at blive bedre inden for områderne ansættelse, organisation og medarbejderudvikling. For at kunne rådgive andre til at udvikle sig, er man nødt til løbende at udvikle sig selv, pointerer Nethe Dalby. Som virksomhed fokuserer Silhouet på at optimere måden at gøre tingene på, og medarbejderne gør et ihærdigt forsøg på at afskaffe ordet "plejer".

- Ved at være med i projektet har vi fået et skub i retning af at søge nye ting og tænke mere ud af boksen. Vi fik set vores sædvanlige metoder igennem og fokuseret meget på, hvor vi kunne spare tid. Det er mandetimetungt at levere konsulentbistand af høj kvalitet, og projektet har fået os til at se konkret nærmere på, hvor vi kan automatisere, så vi kan blive ved med at levere det, vores kunder har behov for, fortæller Nethe.

Når Nethe siger "automatisering", handler det allermest om redskaber til test, som kan skære ned på antallet af anvendte mandetimer. - Vi undersøger grundigt testmarkedet, fordi det et område med et godt potentiale for udvikling af vores forretning. Så projektet har speedet en proces op, som vi godt vidste, at vi skulle i gang med.

Læring på flere planer

Fordi Silhouet er en konsulentvirksomhed, har projektet haft stor værdi for både virksomheden internt, men også i forhold til eksterne samarbejdspartnere. Silhouet rådgiver blandt andet også om det, virksomheden selv har fået rådgivning i, og dermed har virksomheden oplevet det, Nethe kalder læring på to planer. 

- For det første har vi fået en ramme til at samle de ledende medarbejdere i firmaet, hvor vi fik luft, tid og debatrum til at tænke på, hvordan virksomheden fungerer nu, og hvordan vi gerne vil have, at den udvikler sig. Tovholderen udefra var afgørende, og den funktion har medvirket til, at vi har undgået at fokusere på egne kæpheste. Det kommer man hurtigt til, hvis man som virksomhed kører processerne selv - det er jo også det, vi selv lever af.

Men projektet har også givet læring på et andet og mere utilsigtet plan, smiler Nethe.
- Den anden læring er, at vi har fået førstehåndskendskab til konkrete værktøjer, som vi selv kan bruge, når vi arbejder med kunder. Lotusblomsten er fx en arbejdsmodel, som vi kan bruge i vores daglige arbejde. Så vi har lært dobbelt i projektet.

Hvordan fastholder vi det nye?

Noget af det sværeste ved udviklingsprojekter er at holde fast i det, virksomheden har lært, og at få det forankret, så de nye ting integreres i virksomheden. Det er svært, men vigtigt - for ellers er læringen og den anvendte tid spildt. Det ved Nethe Dalby og Silhouet udmærket godt. 

- Det er et fokuspunkt, men Hverdagsinnovation har sat en proces i gang, som vi gør meget for at holde fast i. Vi holder fast i det, vi har lært, ved at uddanne os mere, end vi gjorde før, især i form af intern læring, fortæller Nethe Dalby. 

Konkret peger Nethe på, at det er blevet endnu mere "ok" at bruge tid på at lære og at lære fra sig. - Når vi ansætter nye kolleger, bruger vi tid på at træne dem internt via følordninger, så de bliver bedre trænet i de procedurer, vi bruger. Noget andet er, at vi holder vores kurser og workshops for hinanden, så vi får feedback på det, vi selv mener, at vi kan.

Hvor bringer projektet Silhouet hen?

En af gevinsterne ved at indgå i et forløb som Hverdagsinnovation er, at man kan holde fast i det, man er god til, er Nethe overbevist om.

- Om fem år er vi endnu bedre til det, vi gør godt. Vi synes, vi har nogle områder, hvor vi kan noget helt særligt, og om fem år har vi udvidet vores forretning væsentligt indenfor området rekruttering.

/Heike Hoffmann, Håndværksrådet

 

Fakta

Silhouet er et konsulentfirma, der siden 1988 har ydet rådgivning inden for ansættelse, organisation og medarbejderudvikling. Firmaet har lige nu 9 ansatte, og har adresse i Glostrup ved København samt i Aarhus. 3-4 ansatte har været helt eller delvis med i processerne. 

Silhouet har været tilknyttet Aarhus Tech i projektperioden. Anvendte redskaber til innovationsprocesserne er Innoradar, Business Model Canvas, Lotusblomsten og SWOT-analyse.

Samarbejdet mellem Aarhus Tech og Silhouet begyndte primo 2014 og varede frem til foråret 2015. Aktiviteterne har omfattet informationsmøde, virksomhedens besvarelse af Innoradar, tilbagemelding på Innoradar og planlægning af workshops, gennemførsel af to workshops samt opfølgningsmøder. 


 


 

 


Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok