Print  

Referat af generalforsamlingen 2013

Generalforsamlingen i Seniorklubben ved Aarhus TECH Torsdag d. 26. september 2013 kl. 13.00 i ”Oasen” Halmstadgade 6.

1.     Valg af dirigent
Anton Sørensen blev forslået og valgt. Han kunne konstatere at generalforsamlingen var rettidig indkaldt
 
2.     Beretning
 
2.1.  Vi har i årets løb mistet 2 af vore medlemmer.
Jens Erik Simonsen døde lige før ferien og Ove Frank-Hansen døde i september.
Jens Erik var meget med til billedbehandling, så lang tid han var i stand til at gå ned i kælderen, men også til det sociale i stueetagen. Det sidste arrangement han deltog i var til julemødet i 2012.
 
Ove mistede sin kone lige før generalforsamling i 2012, men han gav udtryk for, at han gerne ville fortsætte med bestyrelsesarbejde. Ove havde været med i klubben i mange år, og var i en længere periode formand. Desværre kneb det for Ove til sidst at deltage i bestyrelsesarbejdet.
 
Æret være deres minde.
 
2.2.  Vi har i året løb haft 9 arrangementer, hvor der i alt har
         deltaget ca. 250 personer.
 
Den 2. november 2012 var vi på besøg ved Systemair i Hasselager. Her var deltagerantallet det mindste i sæsonen. Der var 16 deltagere. Vi fik en orientering om deres produkter, og hvordan kundens ønsker og behov blev tilgodeset. vi fik en god forklaring på, hvordan de havde grebet deres produktion an med numerisk styrede maskiner og robotter.
 
I November var vi Musikhuset. Her havde 38 fundet vej til en meget god rundvisning, hvor vi næsten så alt fra kælder til kvist. Vi var en tur helt oppe på loftet, hvor der var en fantastisk udsigt ned over scenen. Som afslutning hørte vi en af eleverne på musikkonservatoriet spille klassisk musik.
 
Det årlige julemøde med skolens direktør og økonomi-direktør var et velbesøgt arrangement med 50 deltagere. Vi hørte om skolen økonomi og udbygningsplaner. Det går tilsyneladende bedre efter vi er gået på pension. Som afslutning fik vi en dejlig frokost. Vi er begyndt at glæde os til december i år.
 
Det nye år begyndte vi med et besøg ved Huset Venture i Stautrup. Bestyrelsen havde i forvejen hørt lidt om huset, men vi blev meget overrasket over det der blev gjort for de handikappede. Der deltog 19. Der var ca. 100 beskæftiget i huset heraf var de ca. 90 handikappede, men de 10, der ikke var handikappede, formåede alligevel at få dem beskæftiget, hvor der var muligheder. Hvis din Pc'er "står af", kan du trygt henvende dig der. De har et værksted, der kan klare det. Alt kan løses og klares.
 
I februar var vi næsten i Burma. Hanne og Jørgen havde været på ferie i Burma og havde optaget en stor mængde billeder og videoer. Det var meget interessant og spørgelysten var stor bagefter. Det kan være svært at referere fra sådan en filmvisning,  men vi 32, der så den var meget tilfredse med fremvisningen. Vi kunne ikke være i Oasen, så vi måtte en tur over i auditoriet.
 
Hvad er Possement for noget? Her havde Johannes aftalt med den sidst uddannede possementmager, og som samtidig var hans nabo, at vi kunne komme ud at besøge dem i Lystrup.
 
Og hvad er så possement? Det er snore og kvaster, og meget mere. Vi kender det fra gamle møbler, hvor der var snore, knapper og meget andet snørreværk. Vi fik den gamle mester til at lave en snor på gammeldags maner, altså håndlavet. I dag laves de på maskiner. Vi var 23, som fik en god oplevelse.
 
I april var der igen søredning på programmet. B.T.Madsen havde tidligere fortalt om søredning i de danske farvande, men her var det ved Grønlands østkyst. Foruden at vi hørte om de vanskeligheder, der var ved søredning deroppe, så vi også nogle fantastiske flotte billeder. Også her var vi nødt til at komme over på skolen, hvis alle 23 deltagere skulle se noget.
 
Sommerturen i maj forløb ikke helt, som vi havde lagt op til og forventet. Vi havde på et tidligere tidspunkt fået stillet i udsigt, at vi kunne låne en af skolens busser. Men der var kommet en indskærpelse fra ministeriet om lån af bus, så her faldt vores planlagte arrangement til jorden. Vi var nødt til at få aflyst de aftaler, vi havde indgået, og i stedet taget et sted hen, hvor afstanden var overkommelig. Det blev så Glud Museum mellem Horsens og Juelsminde. Efter besøget og kaffe med brød, var der lejlighed til igen at tage en tur rundt på museet inden turen fortsatte til Boller Slot, og videre til middag på Skanderborg Hus. Bestyrelsen havde opfattelsen af, at de 27, der deltog, havde haft en god tur.
 
Efter ferien var vi en tur med bus rundt på havneterrænnet. Desværre var vejret ikke med os, idet det egnede under hele turen. Vores guide fortalte om havnens udvikling lige fra den gang det kun var muligt at ligge i åmundingen og til i dag med den store container terminal. Vi var 28 seniorer med på denne tur.
 
Til vore forskellige arrangementer har ca. 65% af medlemmerne deltaget.
 
3.     Regnskab
Jørgen Munk forelagde regnskabet, som blev godkendt.
 
4.     Indkomne forslag, herunder fastsættelse af kontingent
Kontingent for hvert kalenderår skulle fortsat være 100 kr. Vi vil fortsætte med at opkræve et mindre beløb til nogle af vore arrangementer.
 
5.     Valg af bestyrelsesmedlemmer
Der skulle vælges 5 medlemmer til bestyrelsen. Dette blev Jørgen Munk, Hanne Hansen, Johannes Jensen, Knud Erik Sønderskov og nyt i bestyrelsen Knud Iversen.
  
6.     Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
Anni Linger og Else Lading Andersen blev valgt
 
7.     Valg af 2 revisorer
Henrik Mejer og Ib R. Simonsen blev valgt
 
8.     Eventuelt
Intet specielt



Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok