Print  

JOB HOS AARHUS TECH

Kvalifikationskrav

På en erhvervsskole er kravene til lærerkvalifikationer beskrevet i bekendtgørelser for Erhvervsuddannelser, Teknisk Gymnasium (HTX) og Akademiet. Hvis du søger ansættelse, skal du derfor opfylde en række formelle krav til kompetencer og erfaring.

Erhvervsuddannelser

Ved ansættelse som lærer ved erhvervsuddannelserne skal du have en erhvervsrettet uddannelse eller en relevant professionsuddannelse inden for et eller flere relevante uddannelsesområder. Uddannelsen skal i passende omfang være suppleret med fortsat eller videregående uddannelse, herunder efteruddannelse.

Lærere, der skal undervise i erhvervsrettet fagligt stof, skal have mindst fem års erhvervserfaring. For øvrige lærere skal erhvervserfaringen være af mindst to års varighed.

Herudover skal du have en bred almen baggrund: Senest 3 år efter ansættelsen skal du have kompetencer svarende til niveauet i den erhvervsgymnasiale fagrække, herunder efter skolens vurdering relevante fag på A-niveau.

Efter et års ansættelse skal du påbegynde en diplomuddannelse i erhvervspædagogik (DEP), hvis du ikke i forvejen har en pædagogisk uddannelse. Den skal være gennemført senest fire år efter ansættelsen.

Hvis du søger ansættelse som timelærer, skal du som minimum have relevant faglig uddannelse og praktisk erfaring, men det er en fordel hvis du kan opfylde de formelle krav beskrevet ovenfor.

Teknisk gymnasium

Ved ansættelse som adjunkt/lektor på teknisk gymnasium kræves undervisningskompetence i et eller flere fag i de gymnasiale uddannelser. Du skal have et uddannelsesniveau svarende til en kandidateksamen eller uddannelse fra fx ingeniørhøjskole i kombination med efterfølgende fagligt kvalificerende erhvervsmæssig beskæftigelse. I undervisningsfaget skal mindst 90 ECTS point være opnået ved et uddannelsesforløb gennemført ved et universitet eller tilsvarende. Ved undervisning i erhvervsrelaterede fag kræves mindst to års relevant erhvervserfaring.

Inden for det første skoleår efter ansættelsen skal pædagogikum normalt gennemføres.

Akademiuddannelser

Ved ansættelse som underviser/adjunkt/lektor ved en akademiuddannelse er kravet, at du har et kvalifikationsniveau, der er højere end afgangsniveauet for uddannelsen dvs. en uddannelse på kandidat- eller professionsbachelorniveau. Herudover skal du have relevant erhvervserfaring. Hvis du ikke har en pædagogisk uddannelse, skal du efter ansættelsen gennemføre et pædagogisk forløb.

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok