Print  

Danmarks første it-ambassadører uddannes på AARHUS TECH

Publiceret d. 26.11.2015

Hvordan får vi unge til at spare på energien? Det spørgsmål arbejder ni elever fra grundforløbet data/elektronik med i EU-projektet UseITsmartly.

IMG_0100

Kampagnen planlægges

Sammen med andre unge fra Tyskland, Holland, Norge, Østrig og Danmark lærer de, hvordan it kan bruges på en mere energieffektiv måde. Derefter skal de nye it-ambassadører fra Center for it, teknik og innovation motivere andre unge til at spare på energien.

Hvad er en it-ambassadør?

- It-ambassadører er unge, der bliver oplært i energivenlig brug af it-udstyr og får færdigheder i at informere og støtte jævnaldrende - f.eks. venner og skolekammerater - til at spare energi på deres brug af it, fortæller projektleder Lisbet Stryhn Rasmussen fra AURA Rådgivning.

IMG_0101

Lisbet Stryhn Rasmussen (tv) i dialog med Aleksander

Den daglige brug af it-produkter og internettjenester er en selvfølge for de fleste unge, og de er meget fortrolige med håndteringen af it. Men brugen af it har også konsekvenser for klima og miljø. Det har eleverne lært om i løbet af de sidste uger, hvor de er blevet undervist af repræsentanter fra AffaldVarme, AURA Rådgivning og Statens Byggeforskningsinstitut (Aalborg Universitet).

IMG_0046

Forslag til forbedringer

Projektlederne håber, at de danske it-ambassadører via direkte formidling kan få ca. 5.000 andre unge i alderen 16-20 år til at tænke over eget energiforbrug og blive motiveret til en mere miljø- og energivenlig brug af it og elektronik. Fremgangsmåden kan f.eks. være at lave foredrag eller kampagner om it og miljø/klima på folkeskoler eller over sociale medier.

Ung til ung kommunikation

"Hvordan ville du ha' det, hvis nogen tændte dig, og så bare efterlod dig? "

IMG_2746

Aleksander Barudzijas med sin plakat

Det er spørgsmålet og indirekte også budskabet i den plakat, som Aleksander Barudzijas har lavet til kampagnen for at få unge til at slukke for al deres elektroniske grej, som står på standby.

- Jeg synes selv, det er svært at slukke for det, men projektet har lært mig, at det faktisk betyder en masse øget strømforbrug, hvis man ikke gør det, og den viden vil jeg gerne give videre, siger Aleksander.

Michelle Kristensens gruppe er gået en anden vej i deres formidling til unge. De har valgt at lave et go-card med budskabet: "Det er alt for fedt at få et postkort. "

IMG_2750

Michelle, Sebastian og Kåre med deres forslag til go-card

- Vi er vant til at sende SMS-beskeder eller bruge facebook, når vi skriver til venner og familie fra vores ferieture. Men det er da meget sjovere og mere personligt med et postkort. Det viser, at venskabet virkeligt betyder noget, fortæller Michelle, som er eneste pige blandt de nye it-ambassadører.

Den sidste gruppe består af fire EUX-elever, som har valgt video-vejen og produceret deres egen lidt "skæve" film til youtube. Deres budskab er rettet mod de unges økonomi.

IMG_2754

EUX-gruppen som står bag videofilmen

- Vi tror ikke, vi i første omgang kan motivere de unge ved at appellere til deres miljøbevidsthed, så vi går mere efter, at de kan spare op til 1.000 kr. om året, hvis de slukker for deres elektroniske udstyr i stedet for bare at lade det stå på standby, siger Christian Sørensen. Filmen er lige blevet uploadet, så nu er de spændte på, hvordan den bliver modtaget.

Link til video

 

Nye kompetencer og en titel til CV'et

På AARHUS TECH er uddannelseschef Carl Ove Broen, Center for it, teknik og innovation, ikke i tvivl om, at projektet giver eleverne ny viden på mange områder:

- It-ambassadørerne får kompetencer både fagligt, teknisk og personligt samt erfaring i projektarbejde og formidling. Desuden kan de dele erfaringer og ideer med unge fra andre deltagende lande via de sociale medier. De kan selvfølgelig også føje titlen it-ambassadør til deres CV, siger han.

Projektets officielle hjemmeside 

 

 

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok