Print  

Den allerbedste læreplads i Aarhus

Mike Fulgsang på 22 år var ikke et øjeblik i tvivl, da han så opslaget om at indstille en virksomhed til Årets Læreplads 2014. Han er i lære som ejendomsservicetekniker hos Boligkontoret Århus, og netop den virksomhed fortjener efter Mikes opfattelse prædikatet Årets Læreplads.

Derfor skrev han en flot indstilling, som en enig bedømmelseskomite på AARHUS TECH ikke kunne stå for. På den baggrund har skolen netop udpeget Boligkontoret Århus til at modtage prisen som Årets Læreplads.

Prisoverrækkelsen foregår den 10. november 2014 kl. 10.00 hos Boligkontoret Århus, Brendstrupgårdsvej 7, Aarhus N.

Det er lærlingene selv, der indstiller deres læreplads ud fra en række faglige og sociale kriterier. Kåringen er en unik mulighed for eleverne til at lade deres læreplads vide, at de gør et godt stykke arbejde

I sin begrundelse skriver Mike blandt andet:

"Jeg er rigtig glad for at være der, hvor jeg er, fordi der bliver stillet opgaver, som passer til mig. Opgaver som både kan udfordre mig, kede mig, (det er en del af arbejdet, men det skal jo gøres), og opgaver jeg lærer noget af både fagligt og personligt. Uanset hvilken opgave står der altid en klar til at hjælpe. Det er med til at rykke en i et læreforløb og giver gejsten til at forsøge at udrette noget, hvor man fagligt eller personligt ikke er så stærk. "

"Boligkontoret Århus gør utroligt meget for, at alle har det godt, uanset hvem man er. Om man er "fejedreng", kontormedarbejder eller direktør, skal alle have det godt. Jeg ved udmærket godt, at det er noget, alle virksomheder praler af, men langt fra alle kan leve op til det, men netop her skiller Boligkontoret sig markant ud. "

For Boligkontoret Århus kom Mikes indstilling som en glædelig overraskelse, og prisen bliver taget imod med både glæde og stolthed.

"Vi er meget stolte over prisen som Året Læreplads 2014. Det viser os, at vi er på rette spor med vores fokus på samarbejde og en attraktiv arbejdsplads.

Vi skelner ikke mellem elever og ansatte i Boligkontoret Århus. Vi gør en aktiv indsats for, at alle møder ind på en god arbejdsplads, hvor der er både faglige udfordringer og et godt socialt fællesskab. Og den tilfredshed, vi har opnået, medvirker til, at vi har meget serviceorienterede medarbejdere, der både vil lære fra sig på tværs og yde en god service over for vores kunder", siger Morten Homann, direktør i Boligkontoret Århus.

Fakta

Blandt de lokale vindere af Årets Læreplads kåres en landsdækkende vinder i København den 27. november 2014. Finalisterne findes blandt de lokale vindere på 65 erhvervsskoler i Danmark - herunder AARHUS TECH. Det er Danske Erhvervsskoler-Lederne, som hvert år kårer Årets Læreplads blandt alle de danske virksomheder, som har lærlinge eller elever fra en erhvervsskole.

Kontaktpersoner

Mike Fuglsang, ejendomsserviceteknikerelev, M 2022 5207, mikefugl@hotmail.com

Morten Homann, direktør i Boligkontoret Århus, M 2687 4887, mh@bk-aarhus.dk

Søren Andersen, uddannelseschef, Center for facility services, AARHUS TECH, M 2618 4989, sea@aarhustech.dk

 

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok