Print  

Elever fra AARHUS TECH inviterer til gastronomisk tidsrejse

Den 9. februar slår skolepraktikelever fra AARHUS TECH for første gang dørene op til en restaurant, som på alle måder tager gæsterne med på en nostalgisk og gastronomisk tidsrejse, når de omdanner Caféen i Folkestedet til en dansk jernbanerestaurant fra 1940’erne.

 Jernbanerestaurant

Både maden og indretningen går op i en højere enhed, når elever fra AARHUS TECH forvandler den tidligere ventesal i stationsbygningen på Aarhus-Hammel-banen til en autentisk tidslomme fra 1940'ernes Danmark. Foto: Folkestedet

 

Gryderne bobler og syder med traditionelt gammeldags mad, når elever fra AARHUS TECH inviterer til en anderledes restaurantoplevelse, der tager gæsterne med tilbage til 1940'ernes Danmark. Den velbevarede ventesal i den gamle stationsbygning på Aarhus-Hammel-banen danner rammerne og bliver i anledning af eventet omdannet til en stemningsfuld og autentisk jernbanerestaurant, der med den nostalgiske stemning er inspireret af spisestederne Postgården og Jernbanerestauranten, som de fleste nok genkender fra tv-serien Matador.

På restauranten bliver gæsterne mødt af duften fra klassisk dansk mad. Menukortet afspejler ligesom indretningen nemlig en tidsrejse tilbage til en gammeldags jernbanerestaurant, hvor "de rejsende" kan få deres smagsløg stillede med datidens populære retter, traditionelle smørrebrød og selvfølgelig kaffe og kage til dessert - alt sammen tilberedt og serveret som i 1940'erne og lige til at have med på rejsen.

Unikt tværfagligt samarbejde

Projektet med åbningen af jernbanerestauranten er et unikt tværfagligt samarbejde mellem skolepraktikelever fra flere forskellige uddannelser på AARHUS TECH. Foruden elever fra gastronomi- og cater-uddannelserne, der står for tilberedning og servering af maden, bidrager både tømrer- og malerelever med inventar som borde, stole, paneler og kageskabe, som giver jernbanerestauranten det helt rigtige nostalgiske look. Elever fra mediegrafiker-uddannelsen sørger for, at menukortene udseendemæssigt stemmer overens med datidens ånd, og beklædningshåndværkere fra VIA syr gardiner, hynder og tøj til serveringspersonalet, der følger 1940'ernes modetendenser.

Åbningen af jernbanerestauranten er det første af i alt fire events, som Café Skovbrynet og Caféen i Folkestedet afholder i forbindelse med Europæisk Gastronomisk Region 2017 og Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Tid og sted

Eventet løber af stablen torsdag den 9. februar fra kl. 11:30 på Caféen i Folkestedet, Carl Blochs Gade 28, 8000 Aarhus C.

Det koster 40 kr. pr. person at deltage. Billetter kan købes på AARHUS TECHs hjemmeside; aarhustech.dk/eugastronomi eller Folkestedet.dk 

Der kan reserveres bord på følgende tidspunkter: 11:30, 13:30, 15:30 og 17:30.

Kontaktperson:

Annette Thejsen, projektkoordinator Skolen for trends og gastronomi, mail ath@aarhustech.dk, telefon 22 23 45 29

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok