Print  

Kreativ ide giver HTX-elever adgang til DM-finale

Med produktet Rainbag har tre elever fra Teknisk Gymnasium Aarhus netop kvalificeret sig til finalen i DM i Teknologi.

Aarhus _0115

Ved semifinalen i Aars sikrede Laura Feline Prip Ebbesen, Kimmie Lisborg Frydenberg og Victor Hartvig Mortensen fra 3. N sig en plads i finalen den 2. september hos LEGO i Billund. Her overrækker undervisningsminister Christine Antorini præmierne.

Emnet for HTX-elevernes konkurrence var omstilling. De tre aarhusianere har som alle deres konkurrenter arbejdet med netop det emne i faget Teknologi B, og med et 12 tal i eksamenskarakter, var de godt forberedte til at tage kampen op for at vinde en plads i finalen. Årets konkurrence havde fokus på innovative teknologiske løsninger, som kan ændre forbrugeradfærd og være med til at løse store og små miljøproblemer.

Den udfordring havde de tre HTX-elever et godt bud på. Deres produkt - en Rainbag - opfylder to funktioner. Det er et regnslag, som kan ændres til en taske. HTX-eleverne har valgt unge festivaldeltagere som målgruppe for deres ide. Hvert år deltager mange tusinde i festivaler over hele Danmark, og enorme mængder af plastic - herunder engangsregnslag - bliver smidt ud.

- Vi har i vores projekt fokuseret på ressourcespild, og en Rainbag har en smart dobbelt funktion, som både regnslag og taske. Desuden er vores regnslag ikke et engangsregnslag. Det er holdbart, i et design som passer til målgruppen, og det fås som unisex og onesize, fortæller Laura Feline Prip Ebbesen, som er en de tre elever bag den innovative løsning.

Den nye Rainbag er også testet i en spørgeskemaundersøgelse på Facebook, og ideen har fået stor positiv respons. Også ved semifinalen i Aars fik de tre elever feedback både fra teknologilærere og andre deltagere. Alligevel var de langt fra sikre på, at de ville gå videre til finalen.

- Vi synes, at vores fremlæggelse gik rigtig godt, men bagefter havde dommerne nogle nærgående spørgsmål, så vi blev meget usikre på, om vi ville komme i finalen. Men heldigvis var vi det første hold, som blev råbt op, siger en glad Kimmie Lisborg Frydenberg. De to piger er enige om, at dommerne gav mange point for det innovative i deres produkt samtidig med, at det var professionelt udført, smart og også salgbart på markedet.

Hermed var vejen banet til det store finalestævne den 2. september hos LEGO, hvor de tre HTX-elever fra Aarhus skal konkurrere med fem hold fra resten af landet. Drømmen om at gå hele vejen til toppen af podiet er stor.

- Sidst vandt et hold her fra gymnasiet sølvmedalje ved DM i Teknologi. Det vil vi også gerne prøve, og hvis det kan blive til guld, så vil vi selvfølgelig blive vildt glade og stolte, siger Laura med håb i øjnene.

DM i Teknologi er en årligt tilbagevendende konkurrence for eleverne på HTX. Her viser de deres evner til både at tænke innovativt og strategisk. De deltagende hold er udtaget via først skolemesterskaber og så et regionalt mesterskab,

Til semifinalen på Erhvervsskolerne i Aars deltog også hold fra Teknisk Gymnasium Viby og Teknisk Gymnasium Skanderborg.

Kontaktpersoner  

Jette Hansen, underviser, Teknisk Gymnasium Aarhus, M 3011 2761

Laura Feline Prip Ebbesen, HTX-elev, Teknisk Gymnasium Aarhus, M 2646 0431

Kimmie Lisborg Frydenberg, HTX-elev, Teknisk Gymnasium Aarhus, M 3123 8271

Billedtekst

Tre glade vindere: Kimmie Lisborg Frydenberg (tv), Laura Feline Prip Ebbesen og Victor Hartvig Mortensen med deres Rainbag.

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok