SU - Statens Uddannelsesstøtte

SU er den økonomiske hjælp, den danske stat giver unge over 18, der tager en uddannelse.

Økonomi under praktikophold for EUD- og EUX-elever

Under grundforløbet kan du få SU, hvis du er fyldt 18 år og ikke har en praktikplads. Du vil gå over på lærlingeløn, når du starter på hovedforløbet. Har du en praktikplads under grundforløbet, får du løn allerede her.

Hvor meget du får i løn, er afhængigt af, hvilken uddannelse du er i gang med. Lønnen vil stige løbende gennem din uddannelse, og du får udbetalt løn både i praktikken og på skoleopholdet. Er du i skolepraktik, vil du også få løn, dog på en lavere sats.

Du kan tidligst søge SU en måned før

Du kan tidligst søge SU en måned før den dato, du er berettiget til SU fra. Er du fx berettiget til SU fra den 1. august, så kan du tidligst gå ind i systemet og søge SU fra den 1. juli. Det forudsætter dog, at du er optaget på en uddannelse på AARHUS TECH.

Hvor søger jeg?

Du søger SU på su.dk. For at få adgang til søgningen skal du have NemID. Hvis du ikke allerede har det, kan det bestilles på samme side. Det kan godt tage nogle uger, fra du bestiller det, til du modtager det med posten. Så husk at bestille i god tid. Du kan dog med fordel henvende dig på den nærmeste borgerservice og få dit NemID. Her får du det normalt med det samme. Husk i den forbindelse billedlegitimation fx kørekort eller pas.

Hvad er dit ansvar?

Når du søger SU, er der nogle krav, du skal opfylde og situationer, hvor du skal være særlig opmærksom. Læs mere på su.dk.

Skal din SU forlænges?

Hvis du ikke er færdig med din uddannelse og din SU skal forlænges, skal du IKKE selv søge om SU forlængelse på 'minSU'. Systemet forlænger automatisk din SU når du er registreret i systemet. Du har dog selv ansvar for at holde øje med om din SU er blevet forlænget. Du kan på 'minSU' se hvor længe du har SU til og du er altid velkommen til at kontakte SUkontoret og få en status.

 

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok