Praktik i Udlandet uden praktikplads i Danmark

Hvis du skal finde en praktikplads i udlandet skal du selv være opsøgende. AARHUS TECH har ikke en liste over godkendte praktikpladser. Spørg vejlederen på din uddannelse, hvor netop din branche befinder sig internationalt.

F.eks. ved vi, at tømrere har gode chancer i Norge, og at danske kokke-elever er efterspurgte i mange europæiske lande.

Hvor du kan søge afhænger af, hvilke sprog du kan, og hvilke kontakter du og din familie har. Når du søger praktikplads, så brug dit netværk aktivt. Alle mennesker vil gerne hjælpe, og de vil også gerne hjælpe dig til at få en praktikplads. Du kan også søge på nettet. På www.gribverden.dk kan du få information om de forskellige lande og link til jobdatabaser.

Når du har fundet en praktikplads, så skal den forhåndsgodkendes. Her skal du tage fat i din vejleder eller skolens internationale koordinator. Der skal dels laves en forhåndsgodkendelse fra skolen, og sammen med praktikstedet gennemgås en tjekliste med de ting, du skal lære i praktikken.

Når du har været til samtale, og I er blevet enige om løn m.m. skal der laves en kontrakt. Vi har en standardkontrakt på dansk, engelsk, tysk og fransk. I kontrakten står også, hvornår du skal hjem på skoleophold.

Du kan læse mere om PIU ordningen her

Du er også altid velkommen til at tale med din vejleder eller den internationale koordinator.

Tilskud ved skoleudsendelse

Du kan søge rejsetilskud ved AUB til at tage til jobsamtale i udlandet. Ofte vil samtalen blive kombineret med en kort prøvepraktik. Kontakt den internationale koordinator når du bliver indkaldt til samtalen.

Når du er i gang med din praktik kan du få dækket udgifter til udrejse og hjemrejse ved skoleophold og flytteudgifter. AUB kan også dække 50 % af din udenlandske boligudgift, dog højest 1.800 kr. om måneden.

Du får den løn, du aftaler med den udenlandske virksomhed i kontrakten. Mens du er på skoleophold i Danmark kan du få dansk overenskomstmæssig løn af AUB.

Du kan få bevilliget max 25.000 kr. om året fra AUB til hele opholdet, og du skal selv søge AUB om tilskudene. Skolens internationale koordinator kan hjælpe dig igang.

Læs mere om tilskuddet.

 

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok