Hyttetur, fester og sport
Inden for den første måned efter du er begyndt, er du af sted på hyttetur med din klasse og en parallelklasse. Du lærer dine nye klassekammerater at kende, og det hjælper til, at du hurtigt kommer til at føle dig hjemme på skolen. Blandt årets andre aktiviteter kan nævnes fester, fredagscafe, TGV-LAN net party og sportsfredag med bl.a. volleyballturnering. Der indgår studieture og ekskursioner som led i undervisningen. På 2. HTX går turen til udlandet, og der arrangeres korte faglige ekskursioner og virksomhedsbesøg.
I begyndelsen af skoleåret vil du møde tutorer fra 2. og 3. HTX, som vil introducere dig til vores skole og være med på hyttetur sammen med klasserne.
It og netværk
Skolen bruger E-tavler i alle undervisningslokaler. Du skal medbringe din egen pc som du kan koble på skolens trådløse netværk. Alle bærbare pc’er med et godt netværkskort kan kobles på skolens netværk. Skolen har et skolenet, hvor du kan hente opgaver, fagplaner, dit skoleskema, melde fravær m.m.
Indretning
Skolebygningen er indrettet til projektarbejdsformen, hvor teoretiske og praktiske fag fungerer sammen. Fra et centralt studietorv er der let adgang til studie- og gruppearbejdsrum, værksteder og laboratorier. Dette fremmer arbejdsprocessen fra idéfase til fremstilling af produkt til afsluttende rapport. Store glaspartier ind til laboratorier og værksteder giver mulighed for at følge og inspirere hinandens arbejde.
Iværksætteri og konkurrencer
Efter skoletid, eller som led i undervisningen, har du på 2. og 3. år mulighed for at deltage i landsdækkende og internationale konkurrencer - fx europamesterskabet i iværksætteri eller Gazellespillet, hvor landets gymnasier konkurrerer indbyrdes.
Hver klasse/studieretning har et team, som bl.a. samordner klassens aktiviteter og hjælper med små og store problemer. Teamet er med til at planlægge forældremøder, forældrekonsultation på 1. år og ekskursioner.
Fag på Teknisk Gymnasium Viby
Teknisk Gymnasium Viby er kendt som et gymnasium med et højt fagligt niveau inden for de naturvidenskabelige fag som kemi A, fysik A, biologi A - alle i mulig kombination med matematik på A-niveau. Vores kreative og innovative elever går typisk på vores studieretninger med komm/it, eller teknologi i kombination med design eller samfundsfag.
Vi udbyder naturvidenskabelige, teknologisk og kommunikationsstudieretninger, dertil udbydes en lang række valgfag, samt de obligatoriske fag der tilhører htx-fagrækken. Du kan læse mere om dette under valg af studieretning.
Elever om studiemiljøet
Fællesskab, tværfaglighed og nye udfordringer
Spørger man Lea og Henrik, der begge går på Teknisk Gymnasium Viby og har valgt den naturvidenskabelige studieretning med fagene Matematik A, Biologi B og Statistik C, er det bedste ved at gå på HTX fællesskabet, tværfagligheden og nye udfordringer.
Studiemiljøet får topkarakter af de to elever, som er glade for både det sociale og det faglige miljø på HTX i Viby. Begge fremhæver fællesskabet. - Man kan arbejde sammen med langt de fleste, og man kan snakke sammen på tværs af årgangene, lyder det. Også projektarbejdsformen er en vigtig del af det gode studiemiljø, og noget af det bedste ved HTX er i Leas øjne, at der er noget praktisk arbejde og gruppearbejde. I det hele taget den nye slags fag, man har og den nye måde at arbejde på.
Man kan tænke lidt mere frit
Gruppearbejde er en vigtig del af undervisningsformen på HTX. - Der er en hel del gruppearbejde. Jeg synes, det er godt, siger Lea, og Henrik er enig: - Gruppearbejdet er lidt ligesom i folkeskolen, men det, som så gør HTX her bedre, er, at vi har Studietorvet. Det er en mulighed, vi ikke havde i folkeskolen. Der skulle vi klemme en masse grupper ind i en lille klasse, men her har vi mulighed for at sprede os ud og samtidigt sidde ude på Studietorvet, så man kan følge med i andre ting, der sker. Det giver et dejligt miljø. Lea er enig: - Man kan ligesom tænke lidt mere frit.
Elevråd
Elevråd
Elevrådet på Teknisk Gymnasium Viby består af en repræsentant og en suppleant fra hver klasse. Disse mødes i starten af året og vælger en formand og en næstformand. Opgaven som referent går på omgang.
Elevrådets opgave er at varetage elevernes interesser og føre sager, som eleverne ønsker. Derfor er det vigtigt, at elever på skolen kontakter elevrådet med sager, de ønsker, der skal gøres noget ved.