Internationale projekter
Som en del af AARHUS TECHs internationale strategi deltager skolen i udviklingsprojekter inden for EU's internationaliseringsprogram, Erasmus+.
AARHUS TECH er Erasmus+ akkrediteret, hvilket betyder, at vi er anerkendt af Erasmus+ som en partner, der har høj kvalitet og god administration af EU's tilskud til udlandsophold for elever og medarbejdere.
I projekterne, som vi deltager i, samarbejder lærere, ledere og internationale koordinatorer fra mindst tre forskellige EU-lande om udviklingen af fx undervisningsforløb, som elever og evt. lærere kan deltage i.
Det gør vi for at styrke den internationale vinkel i uddannelserne.
Herunder kan du se igangværende og afsluttede projekter, som AARHUS TECH har deltaget i.
Igangværende projekter
EMEU
EMEU er et netværk af erhvervsskoler i Europa. I netværket har vi udviklet en model for udveksling af elever, så vi sikrer at eleverne opnår den læring, der giver merit på den uddannelse de er i gang med. Dette gøres gennem en systematisk brug af ECVET (European Credit System for Vocational Education and Training) - et europæisk meritoverførelsessystem inden for de erhvervsrettede uddannelser.
På AARHUS TECH er data og kommunikation-, tømrer-, struktør-, bygningsmaler-, elektriker- og murer-uddannelserne aktive i netværket. Flere uddannelser kommer med.
EMEU4ALL er et udviklingsprojekt, der udspringer af EMEU. Flere uddannelser integreres i netværket. For AARHUS TECH er det gastronom - kok.
EMEU4CROSSOVERS' hovedmål er, at gøre medarbejdere, elever og brancher opmærksomme på behovet for og fordelene ved øget samarbejde mellem uddannelser og brancher. Ni partnere fra fem europæiske lande er gået sammen om at skabe, afprøve og tilbyde tværgående moduler, der med afsæt i såvel teori som praksis giver elever fra forskellige uddannelser et fleksibelt og løsningsorienteret mindset.
VR4VET
VR4VET skal udvikle forbedrede muligheder for at træne kundeservice på erhvervsuddannelser. Projektets mål er at tilbyde elever og ansatte et sikkert og virkelighedstro læringsmiljø i VR, hvor de kan øve sig og lære af hinanden.
Afsluttede projekter
EDUTRANS
EDUTRANS er et udviklingsprojekt, der giver eleverne mulighed for at arbejde med undervisningsmoduler og praktiske modeller, som har fokus på energioptimering fx solpaneler, varmepumper, lagring af vedvarende energi, "smart home", "vertical gardening" m.v.
FIT4BIM
FIT4BIM er et udviklingsprojekt, der skal være med til at sikre, at fremtidens struktører, teknisk designere, tømrere og murere er klædt på til en øget digitalisering af byggeprocessen.
GREEN SALON
Green salon er et udviklingsprojekt for frisøruddannelsen.
Projektet har udviklet undervisningsmateriale, et online spil og et klassespil om bæredygtighed og arbejdsmiljø i frisørfaget. Vi ønsker at bidrage til at fremtidens frisører ved, hvordan de beskytter sig selv, kunder og miljøet i et fag, der bruger meget vand, energi og kemi.
CAR2LAB
CAR2LAB er et udviklingsprojekt om telematik. I projektet udvikles undervisningsmateriale, der skal bruges til at sikre fremtidens mekanikere , så de er klar til de mange nye udfordringer og opgaver, der er kommet med stadig mere telematik i biler.