Print  

Praktikpladserne er der – men eleverne mangler

Publiceret d. 11.04.2018

Hvis man gerne vil være kok eller gourmetslagter, så er det ikke noget problem. På AARHUS TECH er der i øjeblikket registreret 25 ledige praktikpladser til kokke og 5 ledige pladser på slagterområdet, og virksomhederne vil gerne ansætte nye elever her og nu.

 - Jeg er i daglig kontakt med både restauranter og slagterbutikker, som mangler kvalificerede ansøgere til praktikpladser, og de vil byde en ny elev meget velkommen. Den rette M/K vil faktisk kunne begynde i en mesterlæreplads allerede i morgen, fortæller Jimmi Ludvigsen, som er konsulent på AARHUS TECH. Han slår blandt andet de ledige praktikpladser op på facebook, på skolens opslagstavle og laver forskellige former for opsøgende arbejde.

At det kniber gevaldigt med at rekruttere nye elever til blandt andet kokkefaget, bekræfter Claus Slott, som er direktør på Hotel Skanderborghus:

- Vi har måske været lidt forvænt i restaurationsbranchen, for tidligere har vi ikke haft problemer med at tiltrække nye elever, men den situation er helt ændret nu. Vi har normalt tre kokkeelever, men i øjeblikket har vi kun to, fordi vi ikke har kunnet besætte den sidste elevplads. Hvis vi fik den rette ansøger, så kunne hun eller han begynde i morgen i mesterlære.

Hos Dansk Supermarked Group nikker man genkendende til problemet med at rekruttere unge og voksne til ledige elevstillinger som fx gourmetslagter og bager. Alene i Østjylland har Dansk Supermarked Group i 2018 en målsætning om at ansætte 18 gourmetslagter- og delikatesseelever og 12 bagerelever.

- Vi opprioriterer i øjeblikket både slagter- og bagerområdet i vores mange østjyske butikker. Derfor er det af afgørende betydning, at endnu flere unge vælger at gå gourmetslagter- og bagervejen. Vi kan til gengæld tilbyde spændende elevpladser med gode karrieremuligheder som både fødevarehåndværker og leder. Vi håber på, at vi i et tæt samarbejde med AARHUS TECH og folkeskolerne i Østjylland kan få flere unge til at få øjnene op for vores uddannelser, siger Jon Skålerud, Senior HR Manager i Dansk Supermarked Group.

Tidligere havde man på AARHUS TECH en del elever, som ikke kunne finde en praktikplads inden for kokkefaget og derfor i stedet var tilmeldt skolepraktik. Det billede er totalt forandret, og i øjeblikket er der på AARHUS TECH kun fem elever i skolepraktik inden for uddannelserne til kok, gourmetslagter, ernæringsassistent, smørrebrød og catering.

Fakta

Mesterlæren giver mulighed for at komme hurtigt i gang med sin uddannelse. Her begynder eleven uddannelsen med at blive oplært i sit fag på virksomheden i stedet for at gå på skole, og den grundlæggende praktiske oplæring træder i stedet for skoleundervisningen på grundforløbet.

 

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok