Print  

Praktikpladsopsøgende arbejde på tværs af erhvervsskolerne gennem EU-projektet Smartskills.nu

Publiceret d. 13.09.2017 / Erhvervsuddannelser, AARHUS TECH

Smartskills Foto (2)

AARHUS TECH deltager fra 2017 til 2019 i det ambitiøse EU-projekt, Smartskills.nu, som har fokus på 3 vigtige indsatser:

  • Kendskabet til erhvervsuddannelserne
  • Valg af erhvervsuddannelse
  • Flere praktikpladser

Projektets aktører er grundskoler, erhvervsskoler, UU-centre, skoleforvaltninger, erhvervsservice, virksomheder,brancheorganisationer samt faglige organisationer, der alle samarbejder om at gøre det mere attraktivt at vælge en erhvervsuddannelse. I Region Midtjyllands 19 kommuner har kun 19,6 pct. eller 3.500 af de unge i 2015 valgt en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse. Det politiske mål er 25 pct. i 2020 og 30 pct. i 2025 og gennemførelsesprocenten skal op fra de nuværende 54 pct. i 2015 til 60 pct. i 2020 og 67 pct. i 2025.  Projektets hovedoperatør er Erhvervsskolen Mercantec, der støttes med 20 mio. kroner fra Region Midtjylland og EU's Socialfond, for initiativet til Smartskills.nu.

Trine Bendix Jacobsen, chef for skolekontakt og rekruttering, AARHUS TECH, Unge og Helle Hyldahl Vestergaard, konsulent for uddannelses- og praktikcentret, AARHUS TECH Erhverv, deltager på vegne af AARHUS TECH i styregruppen for vores Smartskills.nu-lokalområde. I forbindelse med dette arbejde, igangsættes i 2017-2019 en række udviklingsprojekter, med fokus på at rekruttere flere elever til erhvervsuddannelserne, skaffe flere praktikpladser samt at få godkendt flere virksomheder til at kunne tage erhvervsskoleelever i lære.

Praktikpladsopsøgende arbejde på tværs af erhvervsskolerne

Et af udviklingsprojekterne er "Praktikpladsopsøgende arbejde – på tværs af EUD", hvor Helle Hyldahl Vestergaard deltager. Det er et ambitiøst, tværgående projekt, hvor både AARHUS TECH, Aarhus Business College, Jordbrugets Uddannelsescenter og Skanderborg-Odder Center for Uddannelse (SCU) samarbejder om at skaffe nye praktikpladser og praktikvirksomheder i hhv. Aarhus, Skanderborg, Odder og Samsø Kommune. Uddannelsespaletten på tværs af de deltagende erhvervsskoler er meget bred, og konsulenterne arbejder med alt fra uddannelsen til anlægsgartner over de merkantile erhvervsuddannelser til AARHUS TECHs uddannelser inden for metal/VVS, IT og medie- og service uddannelserne.

Den 22. august 2017 mødtes projektarbejdsgruppen for anden gang, og denne gang her på AARHUS TECH. På mødet blev der arbejdet med ligheder og forskelle ift. opbygning af de forskellige uddannelser på de vidt forskellige erhvervsskoler. Derudover blev der talt om godkendelsesprocedurer (praktikvirksomheder) samt kigget nærmere på PraktikPlus-lister over aktive og passive virksomheder i vores geografiske område. Næste skridt bliver at få arrangeret en række virksomhedsbesøg på tværs af de forskellige erhvervsskoler, hvor sambesøg af flere konsulenter på samme virksomhed giver mening - eksempelvis ville en smedevirksomhed måske også have brug for en kontorelev.

Desuden er en vigtig del af projektet at henvise til hinandens uddannelser og erhvervsskoler, når konsulenterne i det daglige arbejde ser muligheder for at få nye typer af elever ind hos virksomhederne.

Man kan læse meget mere om Smartskills.nu-projektet og se "projektglimt" fra bl.a. Aarhus-gruppen.

Full Size Render

 

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok