Dit engagement i uddannelsen
Udgangspunktet for at du kan tage en erhvervsuddannelse er, at du er studieaktiv. At være studieaktiv betyder, at du deltager aktivt i undervisningen og andet, der foregår i forbindelse med din uddannelse.
Læs bekendtgørelsen for erhvervsuddannelser her.
Du skal deltage aktivt i undervisningen. Det betyder blandt andet
- du er forberedt til timerne
- du har bøger og andre materialer med
- du er opmærksom og stiller spørgsmål, når læreren gennemgår stoffet
- du lytter til andres synspunkter
- du tager notater
- du tager ansvar, når I arbejder i grupper
- du viser interesse, når I besøger virksomheder
- du koncentrerer dig om, hvad der foregår i undervisningen
Private telefonsamtaler, chat, sociale medier og toiletbesøg foregår i pauserne.
Hvis du har glemt dine bøger, kopier m.m., er det dit ansvar at skaffe tingene inden timen, fx ved at kopiere fra en studiekammerat.
Hvis du har haft fravær/været syg, er det også dit ansvar at tjekke lektier og sikre dig materialer, som klassen har fået, mens du har været syg.
Har du en uddannelsesaftale, er det skolens pligt at informere din oplæringsvirksomhed om eventuelt fravær i skoleperioderne.
Det kan få store konsekvenser, hvis du ikke er studieaktiv og har et højt fravær.
Måske link til sanktioner?
Du har mødepligt til undervisningen, og alle skal møde til tiden.
Når du møder op, bliver du registreret elektronisk ved hver lektion. Hvis du kommer, efter at klassen er registreret, har du ikke krav på at blive registreret som værende tilstede.
Alle former for fravær medregnes som fravær, også fravær fra enkelte timer.
Det gælder også, hvis din bus er forsinket, sygdom, læge- eller tandlægebesøg. Ferie uden for skolens ferieplan tæller også som fravær.
Der er dog undtagelser: Hvis du skal på session eller er indkaldt som vidne, eller hvis du er til møde i elevrådet. Her er det vigtigt, at du informerer din lærer, inden du deltager i aktiviteterne.
Hvis du er syg eller har anden lovlig grund til dit fravær, skal du fortælle det til skolen.
Den dag, du er væk, skal du inden kl. 8.10 registrere dig som fraværende i AARHUS TECH-app’en. Du kan også sende en sms til 2948 1953 med teksten SYG.
Bemærk, at for EUD-/EUX-elever vil fraværet i første omgang blive registreret som ikke-godkendt. Læreren vil derefter ændre status til godkendt.
Hvis du fx skal til møde i elevrådet, skal du inden mødet fortælle om dit fravær til din lærer.
Det er altid dit ansvar at dokumentere grunde til fravær. Det kan være en erklæring fra din læge, som dokumenterer sygdom, behandlingsforløb o. lign. Du betaler eventuelle omkostninger til dokumentation fra lægen.
Antallet af opgaver og indholdets faglige niveau skal matche kravene i de enkelte fag. Og det er dit ansvar, at læreren modtager din opgave til tiden.
Hvis du har været syg og derfor ikke har afleveret din opgave til tiden, er det dit ansvar at få en aftale med din lærer, hvornår den kan afleveres.
Hvis du afleverer en opgave for sent uden aftaler, kan du ikke kræve at få bedømt din opgave. Læreren modtager opgaven, men kommenterer den ikke.
Du har mødepligt til alle interne prøver, som dine undervisere planlægger for holdet.
Virksomhedsbesøg, ekskursioner, fællesarrangementer, idrætsarrangementer og selvstændig studietid er også en del af din uddannelse. Derfor har du også mødepligt til disse aktiviteter.
Som elev på en erhvervsuddannelse (EUD) modtager du 26 timers lærerstyret undervisning om ugen. Du kan søge sparring og vejledning hos underviseren i nødvendigt omfang.
På erhvervsuddannelserne, EUD, har du en læseplan, som understøtter pensum for dit hovedforløb. Her arbejder du selvstændigt med stoffet hjemme. Du kan evt. sidde og arbejde på skolen efter undervisningstid, hvis det er bedre for dig.
I grundforløb 2 har du mulighed for at forberede dig til din afsluttende prøve. Du får adgang til et katalog med mulige eksamens-emner, som er en obligatorisk del af pensum.
Denne prøveforberedelse foregår efter undervisningstid på skolen.
Du kan bruge skolens projektværksteder og teorilokaler, hvis du skal lave lektier eller indhente stof, som du evt. er gået glip af. Du kan også fordybe dig i mindre projekter, der er relevante for dine fag. Hvis du får brug for faglig sparring fra en underviser, er der mulighed for det.
Der vil også være sikkerhedsmæssigt tilsyn og opsyn i projektværkstederne.
Maskiner og værktøj, der er eldrevet, kan du bruge efter aftale med underviseren.
Vi vurderer løbende den indsats, du lægger i din uddannelse. Og samtidig vurderer du undervisningen og skolen.
Dine lærere og du selv evaluerer din indsats
Du har krav på at få en løbende bedømmelse af din indsats. Denne feedback skal sikre, at du hele tiden er på rette vej. Ved prøver, standpunktsvurderinger og eksamen vurderes du på din faglige dygtighed. Her bruger vi en karakter på 7-trins-skalaen eller ’bestået/ikke-bestået’.
Undervejs i din uddannelse vurderer du også, om du udnytter dine potentialer fuldt ud.
Evaluering af undervisningen
På klassen diskuterer I, hvad I forstår ved god undervisning. Mennesker lærer på forskellige måder, og I er ikke nødvendigvis enige. Men det kan være vigtigt at få drøftet forskellige holdninger. Når du er afklaret med din egen holdning og egne behov, kan du evaluere undervisningen.
Hvordan er stemningen i klassen?
Du og dine lærere evaluerer det sociale og faglige miljø i klassen. Målet med denne evaluering er at fremme samarbejdet og den gensidige respekt for hinanden og skabe et miljø, hvor både lærere og elever trives.
Virtuel undervisning/fjernundervisning
Ved al virtuel undervisning skal man, ligesom ved almindelig undervisning, rette sig efter lærerens anvisninger og skolens almindelige studie og ordensregler. Derudover gælder følgende for virtuel undervisning:
Vær opmærksom på hvornår skoledagen starter og slutter. Stå op, spis morgenmad, sid klar ved bord, når timen starter. Vælg et sted der er ”skole” (som ikke er din seng). Brug de naturlige pauser undervejs i undervisningen/dagen til at klare private formål.
Sørg for at dit udstyr virker som det skal. Sæt baggrund på i Teams/ZOOM for at undgå forstyrrelser.
Dit kamera skal være tændt under hele undervisningen. Din mikrofon skal være på lydløs, når andre taler.
Det er IKKE tilladt at optage, tage screenshots eller lignende i forbindelse med virtuel undervisning jf. aarhusgym.dk/ordensregler/ og aarhustech.dk/laering/ (denne side)
Afleveres en opgave ikke, får du fravær. Alle opgaver du afleverer, kan du forvente at få bedømt eller feedback på, fra din underviser.
Det kræver aktivitet at lære. Vær med til at skabe et godt læringsrum i klassen ved at melde dig på banen og være aktiv. Undlad at gemme dig bag skærmen. Du indgår måske i en ”Corona-trivselsgruppe” sammen 2-4 elever, så ingen elever oplever at være alene.
Sørg for at mødes med dine klassekammerater virtuelt uden for undervisningen. Lav f.eks. online frokost- og studiegrupper.
Som elev kan du forvente afveksling i undervisningen i forhold til arbejde i grupper, læreroplæg og individuelt. Giv læreren feedback på den virtuelle undervisning. Det er svært for læreren at have føling med undervisningen på samme måde som i et klasselokale.
Kontakt skolens vejleder eller din hold/kontaktlærer, hvis du har udfordringer fagligt eller socialt. Giv udtryk for hvordan du har det, så du kan få den hjælp du har behov for og ret til.
Her følges de almindelige regler og procedure:
På gymnasierne: aarhusgym.dk/studieregler
På EUD: aarhustech.dk/laering (denne side)