Print  

2017 Forårets arrangementer

Publiceret d. 14.11.2018

Seniorgruppens forår 2017

 

Året startede den 26. januar med en tur til Hudson Bay, Canada. Hans Thøger Jensen fortalte os om Jens Munk, der først i 1600 fik ordre af kongen til at finde en vej nord om Amerika til Indien. Det blev en farefyldt rejse, som er beskrevet i Jens Munks dagbog. Desværre kom Jens Munk ikke hjem og døde i Hudson Bay. Hans Thøger Jensen blev meget optaget af Jens Munk efter at have læst om ham og har besøgt stedet ved Hudson Bay, hvor Jens Munk døde.

 

Næste besøg var d. 22. februar, hvor så og hørte om AffaldVarmes arbejdsområder i Lisbjerg. Vi hørte bl.a. om grøn fjernvarme og det nye om en bedre sortering af vores husholdningsaffald med hensyn til affaldssortering. Vi sluttede af med en tur rundt i selve forbrændingsanlægget, og så alt det nye, der hele tiden kommer til et varmeværk, der vil være på forkant med udviklingen.

 

I april mødtes vi d.6. for at høre Tommy Frænde fortælle og vise billeder fra det helt gamle Skagen.

Skagen bys historie er meget interessant, noget helt for sig selv i sammenligning med andre byers. Fra omkring 1400 og indtil udgangen af det 1600 århundrede var det en fremgangs tid for byen, en velstandstid. Så kom ulykkerne til byen indtil ca. 1800, og de var så voldsomme, at de helt slog den driftige by ned.

 

Den 11. maj mødtes vi ved Det Nye Universitetshospital i Skejby.

Vi så en model af det færdige sygehus og hørte om byggeprocessen. Derefter blev vi vist rundt primært i akutafdelingen, der tages i brug i løbet af efteråret 2017. Man havde indrettet stuer, hvor personalet øvede sig. Man var i gang med at installere  IT, og vi så en stor garage, hvor flere ambulancer kan holde samtid. Det var stort og meget interessant.

 

Som afslutning på foråret afholdt vi som tidligere en sommerudflugt, der var delvist sponseret af Lærerforeningen.

Den 8. juni kørte seniorklubben vestpå i bus. Målet var Stauning for at se Danmarks eneste flymuseum med en komplet samling af de danskbyggede KZ-fly.

Hans Jørgen Madsen var vores guide på turen rundt på museet.

Efter rundvisningen kørte vi til Stauning Havns Restaurant og spiste middag.

Efter middagen kørte vi til Søndervig for at se sandskulpturerne. Temaet for Søndervig Sandskulptur er i år ”Livet under havet”. 

Hanne Hansen

 

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok