Print  

"Hvis jeg hed Kalle, var det noget andet"

Af: Niels Rysz
Publiceret d. 03.01.2019 / Erhvervsuddannelser

Khaled Mohamad har lagt en svær skoletid bag sig og forfølger nu en drøm om dans og cirkus. Han fik ikke selv mange pluspoints i skolen, som han siger. Men nu hjælper han børn i Aarhus V, der er på vej ud i kriminalitet.

”Hvad sker der, Khaled?” råber kammeraterne på VVS-grundforløbet i værkstedet på AARHUS TECH, da de ser ham i følgeskab med en fotograf.

Og det var lige nøjagtigt det spørgsmål, Khaled Mohamad stillede sig selv for nogle år siden, da det hele så sortest ud. Mere om det senere.

Khaled Mohamad

I dag er verden dog et lyst og venligt sted at være for den unge mand, der er vokset op i Bispehaven i Aarhus V. Til marts skal han nemlig til Stockholm til optagelsesprøve på Cirkusgymnasiet, når han har afsluttet VVS-grundforløbet på AARHUS TECH. I Sverige kan han få en studentereksamen samtidig med, at han uddanner sig til cirkusartist. Og den verden har han allerede gode erfaringer med.

- Jeg har været med i Cirkus Tværs i Brabrand og en lille smule med Cirkus Krone. Jeg har optrådt siden jeg var ni-ti år og kan bl.a. jonglere, fortæller han.

Ingen pluspoints til Bispehaven

Faktisk har han været ude at optræde med cirkus i 11 lande fra Finland i nord til Bulgarien i øst og Palæstina i syd. Han har også været træner for yngre artister.

Men der er også en tungere bagage i Khaleds rygsæk. En bagage, som bl.a. skyldes de fordomme, man kæmper med som ung i Gellerup.

-Når jeg skal søge læreplads som VVS’er, er det nederen, at det mest er ældre mennesker, der tager imod én. For de har flest fordomme. Og det giver ikke pluspoints at komme fra Bispehaven. Hvis jeg hed Kalle, var det måske noget andet.

Derfor er Khaled nu begyndt at præsentere sig som Kalle for fremmede, selv om han plejer at tilføje, at hans rigtige navn er Khaled. Og måske var fordommene også en del af grunden til, at det for nogle år tilbage var ved at køre helt af sporet for ham.

Marathon-pjæk

-Jeg havde pjækket et halvt år fra folkeskolen og hængt ud på forskellige skoler sammen med nogle venner, der også pjækkede. Og indtil 7. klasse kunne jeg ikke selv skrive mit navn. Én af mine lærere fortalte mig, at jeg var hans hade-elev.

Vendepunkt

Men så skiftede Khaled skole, og så begyndte han at lære noget. Og han begyndte at danse i gruppen Black Top Team. Det var i 2016.

-Jeg gik på efterskole og kedede mig. To gange om ugen kom min dansetræner ud til mig og sagde: Nu har du lektier for. Du skal lære det her trick til næste gang, ellers kan vi ikke komme videre.

At danse gav Khaled et nyt fokus, og sammen med nogle venner har han nu skabt Black Top Kids, hvor unge hjælper yngre børn, der er på vej ud i kriminalitet. Black Top Team har også et debathold, der tager ud på skoler og fortæller.

- Der er mange, der har fordomme om Gellerup. Når vi kommer ud, kan de spørge os om alt, og de kan se, at vi godt vil i den rigtige retning, siger Khaled.

Vadested

I august 2018 begyndte han på VVS-grundforløbet på AARHUS TECH. Det vil han gøre færdigt, så han kan vende tilbage og fortsætte på uddannelsen, hvis cirkusdrømmen ikke folder sig ud.

Så Khaled står i et vadested, hvor han skal jonglere med en broget fortid og en drøm om et liv med dans og cirkus. Selv er han optimist – det bliver i hvert fald ikke optagelsesprøven på cirkusgymnasiet, der vælter læsset.

-Den skal man ikke være bekymret for. Ikke når man er mig. Man skal bare kunne stå på hænder i 10-15 sekunder og lave baglæns salto.

Khaled er ikke i tvivl: Han er klar til at træde ind i manegen.

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok