Print  

Medalje og ny titel: Rene kan kalde sig disruption designer

Publiceret d. 04.11.2019 / Erhvervsuddannelser

Forleden fik Rene Sune Sørensen en bronzemedalje for sit svendestykke. Den nyudlærte mediegrafiker kan hænge den op på kontoret på Creative ZOO i Aarhus, hvor man fluks har ansat den tidligere elev som disruption designer.

Rene Sune Sørensen har lige fået sig et nyt smykke. Sammen med 23 andre nyudlærte mediegrafikere – heraf seks fra AARHUS TECH blev han hædret ved en ceremoni i Den Gamle By 5. september.

Medaljen kan han fx hænge på kontoret i Creative ZOO, hvor han allerede er en integreret del af teamet og har fået den kreative titel disruption designer. Og den er ikke valgt tilfældigt, fortæller han.

Rene Sune SørensenFoto: Creative ZOO.

- Det var nok en god måde at få mig til at blive hængende på. Det handler om design thinking og om at redefinere vejen fra A-B, eller om vejen hen til et helt andet bogstav. Jeg får både lov til at eksperimentere med de grafiske greb og at skubbe til de processer, vi har i virksomheden. Jeg kan god lide, når de kommer til mig med noget design, og jeg får lov at splitte det hele ad og samle det igen på en ny måde.

Udfordre sig selv og kunden

Titlen er også et hint om, at Rene Sune Sørensen har det bedst, når han får lov at afvige fra den slagne vej.

- Jeg synes, det er sjovest at være designer, når der er noget på spil, og man må tage chancer. Vi ved fx godt, at Futura er en pæn skrifttype, men kan vi tage designet i en ny retning? Jeg vil gerne udfordre både mig selv og kunderne. Jeg kan godt lide, når jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal løse en opgave.

Fra kaospilot til designer

Selv om Rene er nyudlært, er en på ingen måde helt grøn i sit fag og sin branche. Han har en bachelor i visuel kommunikation på CV’et og har også været kaospilot, arbejdet som skiltemaler og haft et kreativt studie med nogle venner. Alt sammen før han søgte ind på mediegrafikeruddannelsen på AARHUS TECH og fik sin læreplads hos Creative ZOO.

-Jeg manglede et kendskab til Adobe-programmerne (fx Illustrator og Photoshop, red.), fandt jeg ud af. Samtidig var jeg allerede etableret med kone og barn, så jeg var dedikeret til at blive i Aarhus-området og finde arbejde her.

Mod nye mål

Med svendebrevet i hånden og medaljen om halsen er Rene Sune Sørensen helt klar til alt det nye, der venter ham i form af mange og spændende projekter hos Creative ZOO. For selv om han fik medaljen overrakt i Den Gamle By, handler hans job mere om fremtiden end om fortiden. Sådan må det være, når titlen er disruption designer.

Vil du også være mediegrafiker? Læs mere om uddannelsen.

FAKTA

  • Årets medaljer til nyudlærte mediegrafikere og grafisk teknikere blev uddelt af Grafisk Uddannelsesudvalg. Bag udvalget står Industriens Uddannelser, som er oprettet af Dansk Metal, Dansk Industri og 3F.
  • Ved årets medaljeuddeling blev der uddelt 22 bronzemedaljer og to sølvmedaljer.
  • En mediegrafiker arbejder kreativt med tekst og billeder digitalt og på tryk. Uddannelsen er en erhvervsuddannelse og tager 4½ år.

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok