Print  

AARHUS TECH udbyder seks nye gastronomi-uddannelser

Når AARHUS TECH slår dørene op til et nyt skoleår i august 2017, bliver det med seks nye uddannelser inden for gastronomiens fagre verden. Og med den helt nye bager- og konditoruddannelse kan kommende elever for første gang blandt andet lære at mestre kagepyntningens svære kunst.

Har du smag for mad og gastronomi? AARHUS TECH gør det nu muligt for endnu flere at blive klogere på, hvordan man fremstiller velduftende retter, kreative kager eller brød til morgenbordet helt fra bunden. Fra august 2017 udbyder AARHUS TECH nemlig seks nye uddannelser hvoraf de fem giver studentereksamen.

Ny erhvervsuddannelse bager og konditor
For første gang kan man starte bager- og konditoruddannelsen på AARHUS TECH. Her kommer eleverne til at trylle med smag og pyntning af brød, kager og desserter til både hverdagen og specielle lejligheder. På uddannelsen vil eleverne arbejde med bager- og konditorfagenes gamle håndværkstraditioner og moderne metoder, når det kommer fremstilling af velduftende brød og smagfulde kager.

Smag på fem nye EUX uddannelser
Uddannelserne som tjener, gastronom (kok), gastronom (smørrebrød/catering) og ernæringsassistent har tidligere været udbudt som almindelige erhvervsuddannelser. Men som noget helt nyt er det fra skoleåret 2017 nu også muligt at tage dem som en EUX, der kombinerer en erhvervsuddannelse med en studentereksamen. Det giver både et svendebrev som en faglært håndværker samt muligheden for at læse videre. Den nye bager- og konditoruddannelse vil også blive udbudt som både EUX.

”Vi har et fantastisk godt miljø omkring maduddannelserne i hjertet af Aarhus og glæder os meget til at byde en masse elever velkommen til vores nye, spændende uddannelser,” siger Inger Petersen, Uddannelseschef for Skolen for trends og gastronomi.

Det er dog ikke kun for de madglade, at AARHUS TECH udbyder nye uddannelser. Er man mere til duften af træ end duften af bageri, er det fra august 2017 også muligt for kommende elever at tage en af de nye uddannelser som snedker eller bygningsmaler, der også begge udbydes som både EUX og almindelig erhvervsuddannelse. For elever med smag for personlig styling kan man nu vælge frisøruddannelsen som EUX.

Vejledning, info og chokoladepyntning?
Er du interesseret, kan du høre mere om alle de forskellige uddannelser og se eksempler på konditorkunst og bagværk, når AARHUS TECH holder uddannelsesmesse torsdag den 2. februar. Som noget helt eksklusivt i år får uddannelsesmessen besøg af kage- og chokolade-eksperterne fra Vanilla Chocolatier & Konditori, der har vundet en lang række danske og internationale priser for deres kager. De kommer med gode råd, tips og vejledning, når besøgende selv kan prøve kræfter med kagepyntningens svære kunst ved at dekorere kager med tempereret chokolade.

Tid og sted
Uddannelsesmessen på AARHUS TECH afholdes torsdag den 2. februar kl. 16-18 på Halmstadgade 6, 8200 Aarhus N.

Kontakt
Inger Petersen, Uddannelseschef for Skolen for trends og gastronomi, telefon 2223 4521, mail ip@aarhustech.dk

 

Pressemeddelelse sendt den 30. Januar 2017

Vi bruger cookies på aarhustech.dk
På aarhustech.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website.
Læs vores cookie-politik.

Ok