AARHUS
TECH

Skolehjemmet

Skolehjemmet er en afdeling af AARHUS TECH, hvor erhvervsuddannelseselever, der er skolehjemsberettigede, kan få tilbudt et værelse, mens de følger undervisningen på AARHUS TECH.

Er du berettiget?

Du er berettiget til at bo på skolehjem, hvis du har mere end fem kvarters offentlig transporttid fra din bopæl til den nærmeste skole, som tilbyder den uddannelse, du har valgt. 

For at finde ud af, om du er berettiget til at bo på skolehjemmet, skal du gå ind på fx rejseplanen.dk, hvor du søger rejsen fra din bopæl til den nærmeste skole, hvor de udbyder din uddannelse. Er rejsetiden i offentlige transportmidler mere end fem kvarter, er du berettiget.

Tilmelding

Du tilmelder dig ved at udfylde og underskrive formularen "Tilmelding til skolehjem". Du skal udfylde og indsende formularen på ny, hver gang du ønsker at bo på skolehjemmet i en periode.

På skolehjemmet er der både pædagogisk personale og servicepersonale, som kan hjælpe og vejlede dig under dit ophold.

Personalet kan træffes personligt fra mandag til torsdag i tidsrummet fra ca. 16:00-22:00.

Hvis skolehjemsassistenten ikke træffes, kan du altid få fat i den vagthavende på skolehjemmets telefon 8937 3450, hvis der opstår et akut behov.

Ankomst og afrejse

Du kan ankomme til skolehjemmet dagen før første skoledag mellem 18.00-20.00, hvor der vil være en assistent til at tage imod dig og vise dig til rette. Der afholdes informationsmøder, hvor ordensregler og øvrige forhold om skolehjemmet gennemgås.

Ved afrejse skal du være opmærksom på, at det er din sidste skoledag, der er afrejsedag. Du skal være færdig med rengøring, og værelset skal være tømt inden kl. 8:00. Beskadigelser kan medføre krav om erstatning.

Pris for skolehjem

Prisen for skolehjem afhænger af finansloven. Se, om du skal betale for skolehjemsophold og i så fald hvor meget.

Parkering

Der er parkeringskontrol ved skolehjemmet. Hvis du har et køretøj og ønsker at kunne parkere ved skolehjemmet, skal du oplyse køretøjets registreringsnummer, hver gang du tilmelder dig skolehjemmet.

Får du et køretøj i løbet af dit ophold på skolehjemmet, skal du henvende dig på skolehjemmets personalekontor. Gør det før du får køretøjet, hvis det kan lade sig gøre, eller så hurtigt som muligt herefter for at undgå kontrolafgifter.

Det er ikke tilladt for gæster at holde parkeret på skolehjemmets område, fordi vi råder over meget få pladser, der altid skal være tilgængelige for beboerne. Kortvarig standsning, fx ved af- eller pålæsning i forbindelse med ankomst eller afrejse, er tilladt. Standsning må dog ikke ske i en p-bås.

Har du spørgsmål?

Kontakt skolehjemmets administration

Regler for skolehjemmet på AARHUS TECH

Hensyn

  1. Der skal tages almindelige hensyn, da der i perioder er mange elever på skolehjemmet.
  2. Der må ikke støjes/larmes på værelserne, da der skal være plads til lektielæsning. I øvrigt er der andre beboer i huset, da ca. halvdelen af værelserne tilhører Aarhus Universitet.
  3. Der skal være ro i fælleslokalerne kl. 22:00. Al støjende adfærd foregår i kælderen som er adskilt fra beboelsesrummene. Det er personalet, der er tilstede den pågældende dag/aften der har det overordnede ansvar.
  4. Alle brugere af fællesrum har ansvaret for at rydde op og efterlade lokalerne i samme stand som modtaget.

Værelser

Værelserne er møbleret, nogle af dem har eget bad og toilet. Alle værelser er indrettet som dobbeltværelser, så i de perioder, hvor der er mange elever på skolehjemmet, kommer man til at bo sammen to og to.

Du må ikke medbringe køkken el-artikler såsom kaffemaskiner, elkedel og kølebokse.

Private effekter

Skolehjemmet er ikke forsikret for tyveri eller anden form for skader, det er dit eget forsikringsselskab, der skal dække skaden/tyveriet. Vi har trådløst netværk på skolehjemmet så du kan bruge din egen computer.

Dette skal du medbringe

Du skal selv medbringe dyne, hovedpude, sengelinned og håndklæder. Skolehjemmet har møntvaskeri, hvor du kan vaske dit tøj. Poletter til møntvaskeriet skal købes på Skolehjemmet.

Mad

Om morgenen kan du spise morgenmad og smøre din madpakke fra kl. 6:45-8:00. Aftensmad er kl. 18 i spisesalen.

Weekend

Er du elev på AARHUS TECH og uden læreplads, kan du få refunderet dine udgifter til rejse mellem skolehjem og bopæl i weekenderne. Du skal bestille det personlige Rejsekort inden du starter på din uddannelse og ophold på skolehjemmet. Kortet skal du bruge, når du rejser hjem i weekenden.

Efter to returrejser mellem skolehjem og bopæl udfylder du dette skema; sender det med vedhæftet dokumentation fra rejsekortet, som du finder under "se mine rejser" på kortet; sender til skolehjem@aarhustech.dk.

Godkendes dine udgifter bliver pengene overført til den bankkonto, du opgiver på blanketten, og du tanker selv dit rejsekort igen.

Rygning og rusmidler

Skolehjemmet er røgfrit.

Hvis personalet konstaterer rygning på værelserne, vil der blive opkrævet et rengøringsgebyr på minimum kr. 1000, og der vil blive udstedt en skriftlig advarsel.

Det er ikke tilladt at drikke øl eller spiritus. Der må ikke medbringes eller indtages nogen form for narkotiske stoffer eller rusmidler, mens du er tilmeldt på skolehjemmet. Overtrædelse vil medføre bortvisning.

Rutinemæssig kontrol af værelser

Elevværelser på skolehjemmet er at betragte som et hotelværelse, hvor man som "hotelejer" til enhver tid kan gå ind og tjekke om reglerne efterleves. Skolen laver derfor rutinemæssig kontrol med hundefører, narkohund og skolehjemsmedarbejder for at tjekke at reglerne overholdes.